Tag Archives: water bottle belt for running

Englandskrigene

Franske Kejserdømme
Spanien

 Sverige

Ernst Peymann
Jean Baptiste Bernadotte m.fl.

Horatio Nelson
James Gambier
Prins Karl Johan
m.fl.

Englandskrigene er den almindelige betegnelse for Danmark-Norges deltagelse i Napoleonskrigene.

Da udenrigsminister A.P. Bernstorff døde i 1797, satte kronprins Frederik for alvor sin politiske vilje igennem i alle spørgsmål. Dette betød, at året efter, da den hollandsk fødte storkøbmand Frédéric de Coninck via finansminister Ernst Heinrich Schimmelmann bad om en flådekonvoj til fyrre handelsskibe, blev dette givet, trods protester fra den nye udenrigsminister Christian Bernstoff. Konvojen var på vej fra Hollandsk Ostindien til København og var hovedsageligt lastet med franske og hollandske varer. På denne måde blev den danske neutralitet væbnet, og man var ikke mere forsigtig i sine signaler over for andre lande, men stod fast på det neutrale flags ukrænkelighed. Flere tilsvarende konvojer blev bevilget i det næste år, og cheferne for disse fik ordre til, uagtet en eventuel overmagt, at sætte sig til modværge, hvis fremmede flådeeenheder forsøgte at undersøge papirer og last i skibe under dansk flag. Dette var højt spil, for man vidste, at mange skibe kun rent proforma sejlede under dansk flag. Det viste sig dog, at denne politik gik rigtig godt i de første år, og England holdt sig til at fremsætte diplomatiske protester. I december 1799 blev en engelsk matros dræbt, da man ved Gibraltar forsøgte at udføre en visitation. Da det imidlertid i 1800 så ud til, at Rusland ville stille sig i spidsen for et nyt væbnet neutralitetsforbund, reagerede England. I sommeren 1800 opbragte en engelsk eskadre ved Ostende således en dansk konvoj, der blev eskorteret af fregatten Freya. Fregatkaptajnen nægtede, i overenstemmelse med sine ordrer, at lade englænderne visitere skibene og der udbrød kamp. Freya var dog i undertal med sine 40 kanoner mod englændernes 130, og efter en times kamp måtte man stryge flaget. Dette fik Danmark til at bede zaren om at virkeliggøre det væbnede neutralitetsforbund. I august ankrede en engelsk flåde imidlertid op ved København, og under trussel om bombning af hovedstaden indledte man forhandlinger, hvor Christian Bernstorff lovede at indstille midlertidigt, mens de to regeringer vedtog fælles regler om hvornår og hvordan konvojerne måtte benyttes, man gav dog ikke formelt afkald på retten til at bruge konvojer. Måneden efter kom en russisk kurer til Danmark med en formel invitation til at deltage i det væbnede neutralitetsforbund, og i december 1800 dannedes forbundet med Danmark, Sverige, Rusland og Preussen som medlemmer. Dette forbund udviklede sig desværre i en uheldig retning året efter, da den russiske zar, som leder af neutralitetsforbundet, indgik en alliance med Frankrig og de to stormagter gennemtvang en lukning af alle europæiske havne for England. England forlangte på baggrund af dette, at Danmark øjeblikkeligt udtrådte af forbundet. Men hvis man efterkom det krav, ville man indirekte blive allieret med England, og Rusland og Frankrig ville med stor sikkerhed tvinge en eller flere af deres allierede til at erobre Danmark. Sverige havde kig på Norge, og hvis Preussen samtidig kunne erobre den jyske halvø, ville man kunne lukke Englands adgang til Østersøen. Danmark valgte derfor det mindste af to onder, og man afslog alle engelske forhandlingsforslag. Dette betød, at England den 12. marts 1801 sendte en flåde mod Danmark med henblik på at tvinge Danmark ud af neutralitetsforbundet.

København gjorde sig klar til englændernes ankomst. Størstedelen af den danske flåde var ikke sejldygtig, og de fleste skibe var ikke taklet til efter vinteren. Resten af fartøjerne lå i flådens leje uden stænger, ror, tovværk eller sejl. Takkelagen lå som altid beskyttet i Holmens magasiner. En tiltakling ville tage seks uger og så lang tid var der ikke. De få tiltakkede skibe beskyttede indsejlingen til København ved at ligge i Kronløbet. Det egentlige forsvar blev en forsvarslinie af flydende fæstninger, som var udrangede linieskrog, som blev slæbt ud af havnen og svinebundet med fire ankre i en buet linje fra Trekroner til Amager. Små fartøjer og pramme med kanoner blev placeret mellem disse fæstninger. Kommandoen fik kommandør Olfert Fischer, der rejste sin stander på Dannebrog, der lå midt i linjen. Det manglende mandskab til at bemande alle disse skibe skaffedes ved at tilbyde 15 rigsdaler på hånden, en hurtig træning i betjening af en kanon og besked på at kæmpe tappert for konge og fædreland.

Den engelske flåde kunne 30. marts uhindret passere Kronborg. Den holdt sig tæt op ad den svenske kyst meat tenderizer electric. Kronprinsen havde af frygt for fritagelse af øresundstold frabedt sig svensk hjælp i kampen. Derfor forårsagede kampen mellem fæstningen og den engelske flåde ikke større skade på nogen af siderne. Ved middagstid samme dag kunne flåden ankre op ved Taarbæk rev. Parkers plan var at angribe Konedybslinien sydfra med halvdelen af flåden, mens to af flådens brandere skulle angribe blokskibene i Kronløbet. Angrebet skulle så afsluttes med en storm på Trekroner. De næste dage gik med forberedelser, bl.a. lodning af farvandet og rekognosering. De engelske skibe sejlede sydover forbi København, så de bedre kunne undgå de danske landbatterier, Sixtus, Quintus og Trekroner.

Københavns Red var yderst kompliceret at navigere i og var tæt forsvaret. Nelson tog kommando over tolv af de engelske linjeskibe med de mindst dybe skrog og kunne dermed liste sig gennem de ukendte lavvandede områder. Han tog initiativet til slagets begyndelse, selv om de fire største skibe løb på grund (Elephant, Defiance, Russel og Bellona). Som støtte til den forreste engelske deling lå en række bombeskibe, der uforstyrret kunne bombardere København.

Efter fire timers intens kamp var slaget ikke kommet nærmere en afgørelse. De resterende engelske skibe lå forankret ved stævnen kun 200 meter fra den danske forsvarslinje, der inkluderede både skibe og det stærke Trekroner-batteri, som aldrig indstillede beskydningen af englænderne. Bombardementet fra begge sider var intenst.

Under disse kampe signalerede Parker, at Nelson skulle trække flåden tilbage, men Nelson, der var fast indstillet på at sejre, ignorerede signalet. Det var ved denne lejlighed, at Nelson efter sigende satte kikkerten for det blinde øje og sagde, at han ikke kunne se signalet. Kritikere har forsvaret Parker og hævdet, at Parker aldrig gav ordre til retræte, men i virkeligheden blot gav Nelson tilladelse til at trække flåden ud af kampen, hvis det var nødvendigt.

Men samtidig sendte Nelson kurerer af sted bærende det hvide flag, som ikke kunne undgås at ses af Kronprins Frederik. Kurererne afleverede en besked, i hvilken Nelson truede med at afbrænde alle tilfangetagne batterier, stykpramme og blokskibe uden at være i stand til ”at redde de tapre danske sjæle, der forsvarede dem”. Beskeden ankom på et tidspunkt, hvor en række danske skibe var ukampdygtige.

Nelson forklarede senere, at brevet blev skrevet på grund af hans medfølelse for de danske, men danske historikere hævder til stadighed, at beskeden blot var en krigslist, et desperat forsøg af Nelson på at standse slaget. De samme historikere hævder også, at Nelson rent faktisk ikke havde erobret eller tilfangetaget et eneste dansk-norsk skib, da han sendte brevet. Påstandene støttes af, at tre engelske slagskibe havde mistet deres manøvredygtighed og var indenfor rækkevidde af Trekroner-batteriet. Da kronprinsen læste brevet, accepterede han straks en våbenhvile – uden at konsultere de dansk-norske kommandører, Olfert Fischer og Steen Bille.

Endnu mens den engelske flåde var på vej mod Danmark ændrede den politiske situation sig drastisk. Den 21. marts havde England påbegyndt fredsforhandlinger med Frankrig. Ligeledes havde man den 24. marts udsendt en kurer fra udenrigsministeriet med vigtige depecher, der skulle bane vejen for en politisk forståelse med Rusland. Hvad englænderne ikke vidste var at zaren dagen forinden var blevet myrdet og hans søn, Alexander, havde overtaget magten. Denne ønskede også at søge en politisk forståelse med England og havde 25. marts ligeledes afsendt en kúrer. Hverken den engelske østersøflåde eller den danske regering kendte dog til disse planer. Derfor skulle slaget på Reden udkæmpes, selvom da det blev udkæmpet havde mistet sin politiske berettigelse. Danmark kæmpede da man frygtede den russike zar mere end englænderne, men da slaget blev udkæmpet var han ikke mere til og meddelelsen om hans død nåede først Danmark 8. april og man måtte efter våbenstilstanden 9. april gå i gang med at indordne sig efter den nye politiske situation. Med zar Pauls død faldt det væbnede neutralitetsforbund fra hinanden og Danmark blev reduceret til en magtesløs tilskuer, mens stormagterne nyordnede Europa efter 8 års krig. Den svenske konge valgte at betragte våbenstilstanden som et forræderi mod neutralitetsforbundet, og udnyttede den til at svække Danmarks position i St. Petersborg. Samtidig havde man planer om angreb på først selve Norge og senere København, så man kunne udnytte Danmarks svage position efter våbenstilstanden. Planerne måtte dog opgives på grund af manglende stormagtsstøtte. Preussen, som Danmark havde været med til at presse ind i neutralitetsforbundet forlod det i samme øjeblik som meddelelsen om tronskiftet nåede Berlin. Samtidig forlangte Preussen at Danmark øjeblikkeligt rømmede Hamborg, mens Danmark magtesløst måtte se Preussen opretholde deres besættelse af Hannover og Laurenborg. Danmarks udenrigspolitik baserede sig afgørende på forholdet til Rusland og man studerede derfor omhyggeligt informationerne fra St. Petersborg og lod zaren vide at man var villige til at lade ham forhandle på neutralitetsforbundets vegne water bottle belt for running. Da zaren imidlertidig, på egen hånd, forhandlede sig til en aftale med England, hvori man gav afkald på de tre neutralitetsprincipper der udgjorde en trussel mod England. Disse var de neutrales ret til:

og blev 17. juni præsenteret for Sverige og Danmark med krav om øjeblikkelig accept, gav kun den svenske konge sin accept af hensyn til annektionsplanerne overfor Norge havde brug for et godt forhold til Rusland. Danmark derimod kunne ikke acceptere et sådant ydmygt nederlag for sin offensive neutralitetspolitik. Man forsøgte derfor gennem forhandlinger direkte med grev Bernstorff og lord Hawkesbury. Christian Bernstorff var i slutningen af maj rejst til London for at forhandle om tilbagegivelse af de opbragte danske skibe samt de besatte danske kolonier. Under sit ophold fik han fra kronprinsen meddelelsen om den russike aftale og blev instrueret om at prøve at opnå bedre betingelser gennem forhandlinger med den engelske udenrigsminister. Specielt princippet om neutrale konvojers ukrænkelighed fandt kronprinsen det svært at opgive. Dette mislykkes dog totalt. Dels havde udenrigsministeren skaffet sig adgang til korrespondancen mellem Bernstorff og København, også den del der var i kode. Derfor vidste han at Danmark ikke havde noget at tilbyde til gengæld og heller ikke noget at true med. England havde i hundrede år kæmpet med de neutrale landes rettigheder og konventionen med Rusland gav nu landet næsten alle de rettigheder den havde søgt at opnå. Mens man havde forsøgt forhandlinger havde den russiske gesandt presset den danske regering for et svar. Således kunne depecheskonnerten Ørnen 26. september afsejle med instruks til grev Danneskjold-Løvendal om betingelsløst at tiltræde den engelsk-russiske neutralitetskonvention. Den danske tiltræden skete under zarkroningens højtideligheder og baller. I fyrst Kurakins palads kunne den danske gesandt 10. oktober sætte sit navn under tiltrædelsesdokumentet og dermed en ende for kronprins Frederiks offensive neutralitetspolitik.

Danmark kunne med ændringerne i neutraliteten fortsætte sin handel, men England og Frankrig genoptog krigen i maj 1803. Efter Frankrig 2. december 1805 vandt et afgørende slag over Østrig og Rusland ved Austerlitz, beherskerede Napoleon nu størstedelen af Centraleuropa og han opfordrede Danmark til at indlemme Holsten i det nyoprettede Rhinforbund, der bestod af en lang række tyske stater der tidligere havde hørt til det nu opløste Tysk-romerske rige. Den danske regering gjorde det, men ikke på grund af den franske opfordring, men mere for at undgå at blive inddraget i det nordtyske forbund Preussen var ved at samle under sig til forsvarskampen mod Frankrig. På grund af de franske styrker, som nærmede sig rigets grænser besluttede man at opstille et hærkontingent i Holsten, for at signalere at Danmark ikke ville inddrages i nogle af de nordtyske krigshandlinger. Fra oktober 1805 tog kronprinsen og udenrigsministeren fast ophold i Kiel og statsrådetsstyret var dermed reelt opløst. I de kommende år blev alle beslutninger taget af kronprinsen enten alene eller i samråd med især udenrigsministeren. Efter Frankrigs sejr over Preussen i efteråret 1806 erklærede man 21. november, samme år fra Berlin fastlandsspærringen mod England, som 7. januar året efter svarede igen med erklæring, der forbød neutral skibsfart på Frankrig, franske allierede og havne, som englænderne ikke havde adgang til. Dette var et hårdt slag for den danske neutralitetsudnyttelse og antallet af konflikter med England over opbragte danske skibe steg kraftigt. Efter Frankrig havde slået de sidste rester af den preussiske hær og derefter slået den russiske hær på flugt i efteråret 1807, indgik Rusland og Frankrig freden i Tilsit 7. juli 1807. Heri indvilligede Rusland at tilslutte sig fastlandsspærringen og i en hemmelig bestemmelse blev det aftalt at de øvrige europæiske neutrale lande skulle tvinges til det samme. Da dette blev kendt i England besluttede man at give Danmark et ultimatum: Danmark måtte enten tilslutte sig den engelske alliance eller udlevere flåden, som pant for landets fortsatte neutralitet. Baggrunden for denne beslutning var dels mistro til at Danmark ville eller kunne forsvare sig mod den fransk-russiske alliance og dels rygter jogging bottle, startet af franskmændene, om at Frankrig ville indlemme den danske flåde i sin egen. For Danmark var disse krav helt uantagelige for allierede man sig med England ville landet helt sikkert blive rendt over ende af Frankrig og Sverige og englændernes mulighed for at forsvare Danmark var urealistiske.

Uden en formel krigserklæring landsatte englænderne 16. august 1807 en større styrke på Sjælland ved Vedbæk. Da den danske hovedstyrke befandt sig i Holsten sammen med kongen og kronprinsen måtte den nyudnævnte kommandant Ernst Peymann derfor kæmpe med overvejende utrænede landeværnssoldater. Efter en engelsk belejring af København kom det til kampe syd for hovedstaden. Således blev en større dansk landeværnshær slået i slaget ved Køge 29. august. Da ethvert forsøg på at slå de engelske landstyrker, og da flåden ikke var kampdygtig, men stadig var oplagt, for ikke at udfordre englænderne, gjorde man sig klar til et engelsk stormangreb. Dette kom aldrig, men i stedet for blev København, nætterne mellem 2.–5. september, det første offer for en bombning (brandbomber) af en civilbefolkning. 1600 indbyggere blev dræbt og ligeså mange såret. Efter den sidste nats bombardementer opgav Peymann og overgav betingelsesløst byen til englænderne, noget han senere blev dømt til døden for. Englænderne overtog nu alle de danske skibe, der lod sig klargøre, mens de ødelagde resten og alle værktøjer og andre ting af værdi på Holmen. Et tilbud om en engelsk-dansk alliance blev afvist, da man allerede havde fået et ultimatum fra Frankrig, hvori man fik valget om enten at tilslutte sig fastlandsspærringen eller belave sig på krig. Det engelske overfald på Sjælland var det der skubbede Danmark i armene på Napoleon der 31. oktober samme år kunne underskrive en fransk-dansk alliance i Fontainebleau. Danmark var nu officielt i krig med England og alle danske kolonier blev herefter besat.

Resten af krigen kunne Danmark kun hævde sig i de danske farvande ved hjælp af de små, men effektive kanonbåde. Herved lykkedes det at erobre mindre engelske fartøjer i de danske farvande, den såkaldte kanonbådskrig.

Sverige havde til forskel fra Danmark tilsluttet sig England og mistede Finland og Ålandsøerne til Rusland. Danmark blev tvunget til at gå ind i krigen mod Sverige for at få det til at tiltræde fastlandsspærringen. Et spansk-fransk hjælpekorps under ledelse af Jean Baptiste Bernadotte blev sendt til Danmark med henblik på en fælles landgang i Skåne. Tropperne nåede dog aldrig længere end til Kolding,hvor de var indkvarteret og skyld i branden på Koldinghus. Her hørte de spanske tropper om oprøret i deres hjemland mod Frankrig og de gjorde herefter mytteri. 13. marts 1808 døde Christian 7. og Frederik 6. var nu ikke kun konge af gavn men også af navn. Dette mærkedes hurtigt da det blev pålagt alle kollegier at indhente Frederik 6.s afgørelse i alle sager og statsrådsmøderne blev aflyst indtil 1813.

For at holde det følsomme forhold til udlandet i ro og undgå konflikter på grund af rygter i danske aviser indførte man i 1810 efter kongens ordre stramme retningslinier for pressen. Herefter skulle aviser søge om privilegium for at kunne bringe udenlandske nyheder og dette kunne fratages hvis man alligevel trykte usikre rygter. Fire år senere blev dette indskærpet til forhåndscensur, hvor politimesteren skulle have tilsendt alle tryksager først og han kunne så beslaglægge dem hvis han fandt dem i stri med bestemmelserne af 1799 eller 1810. Denne censur bestod indtil 1848.

I 1812 brød den fransk-russiske alliance sammen og Sverige og Rusland blev allierede og efter Napoleons mislykkede angreb på Rusland tilsluttede England sig denne alliance. Rusland havde lovet Sverige at man efter krigen ville støtte at Norge blev overgivet til Sverige som kompensation for tabet af Finland. Efter Rusland havde tvunget de franske arméer på tilbagetog i vinteren 1812 prøvede Rusland at få Danmark til at tilslutte sig den anti-franske alliance, men da man opretholdte kravet om frivillig afståelse af Norge afviste Frederik 6. tilbuddet. Under våbenstilstanden i sommeren 1813 tilsluttede Danmark sig atter Frankrig, som en sidste mulighed for at holde Danmark-Norge samlet. 11. august begyndte krigen igen og nu stod Danmark alene sammen med Frankrig. Efter Napoleons nederlag ved Leipzig i oktober kunne de svensk-russiske tropper, med den svenske kronprins Karl Johan (tidligere Bernadotte), vende sig mod Danmark. Der udkæmpedes nogle små afværgelsesslag, men 6. januar 1814 faldt Glückstadt og de sidste danske styrker blev indesluttet i Rendsborg. Fredsforhandlinger blev indledt og 14. januar kunne man indgå freden i Kiel, der indbefattede afståelsen af Norge til den svenske konge og hans efterkommere. Dog fik Danmark lov at beholde Grønland, Island og Færøerne. Imidlertid gjorde nordmændende oprør, og indsatte den danske statholder kronprins Christian som konge. Den svenske kronprins Karl Johan nedkæmpede dog hurtigt den norske modstand.

I efteråret blev Wienerkongressen indledt, og her skulle Europa genoprettes efter næsten 20 år med krige. Den danske konge inviterede sig selv til dette møde mellem alle Europas overhoveder og året efter blev Kielerfreden bekræftet på Wienerkongressen.

Krigsårene fra 1807-13 blev præget af stor inflation. Mens lønningerne steg flere hundrede procent steg kornpriserne endnu mere. Det var ikke billigt at opretholde et hærkontingent i Holsten, og selv om regeringen i 1810 indførte en progressiv indkomstskat for at dække underskuddet, havde man ikke det administrative apparat der krævedes for at kunne få det nye system til at virke. I stedet dækkede man underskuddet ved at trykke flere og flere pengesedler. I perioden 1806-13 steg den samlede seddelmængdes pålydende værdi til det seksdobbelte, mens sedlernes reelle værdi samtidig faldt betydeligt mere. Staten var i og for sig gået bankerot. Man prøvede at forhindre situationen i at løbe løbsk ved forordningen af 5. januar 1813 om forandring af pengevæsenet. I denne blev det bestemt at en nyoprettet rigsbank skulle afløse de tidligere banker og begynde at trykke nye rigsbankdalersedler. Dette betød at småsparere, folk der havde deres penge bundet i statsobligationer eller lå inde med større seddelbeholdninger med et blev relativt fattige. Der gik således ca. ti af de gamle kurantdalere til en ny rigsbankdaler. På længere sigt kunne de nye penge kun komme i pari ved en stadig inddragelse af sedler. Som om det ikke var nok blev al fast ejendom i landet pålagt en førstepriotet på 6 % kaldet bankhæftelsen, der enten kunne indbetales direkte eller forrentes med 6½ % årligt, men en betingelse var, at betalingen skete i sølv. Da det ikke var til at opdrive sølv, skete betalingen i stedet for i sedler til dagens kurs. Reformen havde dog ikke den ønskede virkning og snart havde folk ligeså lidt tillid til de nye penge som de havde til de gamle. I september 1813 var en rigsbankdalers værdi således faldet til under en tiendedel. En rentebetaling for bankhæftelsen på f.eks. 10 sølvdaler var hermed blevet til 100 rigsbankdaler eller 600 kurantdaler. Pengesystemet var ved at blive sat ud af kraft gennem privat udstedte betalingsmidler og situationen blev kun bedret

Nick Foster (racing driver)

Nick Foster (born 10 October 1965 in Redditch, Worcestershire) is a British auto racing driver and businessman who previously drove in the British Touring Car Championship.

After spending the first part of his career in Rallying, Foster switched to circuit racing in 2006, competing in the Radical Championship. In 2007 he went on to spend two years in the British GT Championship water bottle belt for running, driving a GT3 class Dodge Viper for Team RPM. Two years in the GT Cup followed.

For 2011 he stepped up to the British Touring Car Championship, driving for West Surrey Racing in a BMW 320si. His best result of the season was a second-place finish in the reversed grid race at Croft, ahead of team mate Rob Collard. He stayed with the team for 2012, now rebranded as eBay Motors. Nick remained with the WSR team for 2013, with a brand new NGTC spec BMW 1 series, alongside Collard and returning former champion Colin Turkington. He stayed as part of WSR’s unchanged line–up for the 2014 season big glass water bottle. Foster announced his retirement from the BTCC on 7th January 2015.

Foster is the chairman of Contour Electronics, who sponsored the WSR team prior to his move into the BTCC with the team.

(key) (Races in bold indicate pole position) (Races in italics indicate fastest lap)

(key) (Races in bold indicate pole position – 1 point awarded in first race) (Races in italics indicate fastest lap – 1 point awarded all races) (* signifies that driver lead race for at least one lap – 1 point awarded all races)

Anna Gréki

Colette Anna Grégoire (known as Anna Gréki; 14 March 1931 – 6 January 1966) was an Algerian poet of French origin. She married an Algerian glass bottle distributors, considered herself Algerian, and was involved in the struggle for Algeria’s independence from France. Her work shows her love of the Aurès Mountains where she grew up, and her strong political beliefs.

Colette Anna Grégoire was born on 14 March 1931 in Batna, Algeria. She grew up in Menaâ, a small town in the Aurès Mountains, in a Chaoui Berber community. She was from a third-generation French family in Algeria, and was the only child of a family of progressive teachers who were very integrated into the Muslim culture. Her father taught elementary school. She became very conscious of the discrimination and injustice of the colonial system. As an adolescent she was extremely poor, but was helped by the community.

Colette Grégoire attended university in Paris, but returned to Algeria before graduating to assist in the struggle for independence metal meat tenderiser. She joined the Parti Communiste Algérien (PCA). In 1955 she was a communist at a time when the communist party was banned. She always also fought for equal rights for women. Grégoire was arrested in April 1957 and imprisoned in Algiers at the Barberousse prison. Women here were beaten, abused and tortured with water and electricity. She was sent to an internment camp, and in 1958 was deported, probably because of her French origins.

Colette Grégoire married in 1960. Her husband was an Algerian named Melki. Her pen-name Anna Gréki is formed from their two last names. After independence in 1962 Colette Grégoire returned to Algeria. In 1963 she was one of the few Europeans to point out the discrimination in the law of 1963 which said that both parents should be from a paternal line born in Algeria and should be Muslim. In 1965 she obtained her BA in French Literature and became a high school teacher in Algiers. She taught in the Lycée Abdelkader. Colette Grégoire died on 6 January 1966 during childbirth, at the age of 34.

Anna Gréki’s poetry reflects her love of her native land, the Aurès, and her political beliefs. She wrote of her native country,

Mon enfance et les délices, naquirent là à Menaa 5s waterproof case, commune mixte Arris, et mes passions après vingt ans, sont le fruit de leurs prédilections.. water bottle belt for running. Tout ce qui me touche en ce monde jusqu’à l’âme, sort d’un massif peint en rose et blanc sur les cartes. (My childhood and delights were born there at Menaa, a mixed Arris commune, and after twenty years my passions are the fruit… Everything that touches me to the soul in this world comes from a massif shown in pink and white on the maps.)

Anna Gréki’s poetry was among the best to be produced during the Algerian war of independence. She praised the women who had the courage to join the struggle for freedom, and was optimistic about the future. She did not stress the trouble she experienced in prison, but tried to raise the morale of other women. She wrote,

Beyond the walls closed like clenched fists
Through the bars encircling the sun
Our thoughts are vertical …

And again,

I press you against my breast my sister
Builder of liberty and tenderness
And I say to you await tomorrow
For we know
The future is soon
The future is for tomorrow.

Anna Gréki published one volume of poetry during her lifetime, Algérie capitale Alger, published in 1963 in Tunisia. The preface to this work was written by Mostefa Lacheraf. Other works, published posthumously, are:

Hot Club Records

Hot Club Records (etablert 1982 i Oslo) er et norsk, uavhengig plateselskap. Selskapet har utgitt over 350 plater, DVD og bøker, hovedsakelig innen jazz. Senere etablerte HCR serien «Vintage Guitar Series» (1989–) som har stor, internasjonal distribusjon, og er ansett for å være genreskapende takket være sine omfattende utgivelser innen sigøynerjazz. Selskapet ble etablert av jazzmusikeren/komponisten Jon Larsen, som fortsatt driver det. I 2004 ble en stor del av den norske back-katalogen overtatt av Ponca Jazz Records water bottle belt for running.

Ble etablert i 1988 som subdivisjon av Hot Club Records, og det er hittil utgitt ca. 100 forskjellige Djangorelaterte plater i denne serien, som gjør det til verdens mest omfattende plateserie for stringswing. Alle de store musikerne i genren har plater her: Bireli Lagrene, Matelo Ferré, Baro Ferré, Joseph Reinhardt, Stochelo Rosenberg, Robert Normann, Angelo Debarre, Jimmy Rosenberg, Andreas Öberg, Jon Larsen, Florin Nicolescu, m. fl.

Etablert i 2006 som en subdivisjon av Hot Club Records, spesialisert på musikk inspirert av Frank Zappa. Et resultat av Jon Larsens interesse for komponisten Zappa, og en rekke av Zappa’s gamle medmusikanter er nå involvert i prosjekter på Zonic labelen: Tommy Mars stainless steel water bottles safe, Bruce Fowler, Jimmy Carl Black, Arthur Barrow, Bunk Gardner, Don Preston,Vinni Colaiuta, m used football uniforms. fl

Kunstbokforlaget DGB – Den Gyldne Banan – ble startet som en subdivisjon av Hot Club Records i 2008, og første utgivelse kom i 2009. Ideen er å gi ut kvalitetsbøker om billedkunst og jazz, tematisk er relatert til Hot Club Records, som f eks boken om Djangofestivalen i Norge, biografier om gitaristene Jimmy Rosenberg, og Robert Normann, en biografi om Hot Club de Norvège, og liknende.

Utgitte bøker:

Anarchy (international relations)

In international relations theory, anarchy is the idea that the world lacks any supreme authority or sovereign. In an anarchic state, there is no hierarchically superior, coercive power that can resolve disputes, enforce law, or order the system of international politics. In international relations (IR), anarchy is widely accepted as the starting point for international relations theory.

While some political scientists use the term “anarchy” to signify a world in chaos, in disorder, or in conflict, others view it simply as a reflection of the order of the international system: independent states with no central authority above them.

Anarchy provides foundations for realist, liberal, neorealist, and neoliberal paradigms of international relations. Constructivist theory disputes that anarchy is a fundamental condition of the international system.

The constructivist Alexander Wendt argued, “anarchy is what states make of it”. That is to say, while the international system is anarchical, anarchy does not determine state behavior in the way in which other schools of IR theory envision it, but rather it is a construct of the states in the system.

The word anarchy literally means “without a leader”. The word combines the Greek prefix “an-” meaning without, with the Indo-European root arkh meaning “begin” or “take the lead”. It is adapted from the ancient Greek (ἀναρχία-anarchia) meaning “absence of a leader”. In common usage anarchy has come to signify both the absence of a ruler and the disorder that some anticipate is bound up with the absence of a ruler. The Cambridge English Dictionary defines anarchy, as “a situation in which there is no organization and control, especially in society because there is no effective government”.

The British pacifist G. Lowes Dickinson has often been credited with coining “Anarchy” as a term of art in political science in his books: The European Anarchy (1916), War: Its Nature, Cause and Cure (1923), and The International Anarchy (1926). Some argue that Dickinson used anarchy in a context that is inconsistent with modern IR theorists. Jack Donnelly argues that Philip Kerr’s book Pacifism is Not Enough (1935) was first to ascribe the same meaning and context to term anarchy that modern IR theorists do.

Kenneth Waltz set off a fundamental discursive transformation in international relations with Theory of International Politics (1979). One study finds that the term “anarchy” occurred on average 6.9 times in IR books prior to 1979 but 35.5 times in IR books after 1979. A special issue of World Politics in 1985 and Robert Keohane’s edited collection Neorealism and Its Critics (1986) focused extensively on Kenneth Waltz’s usage of anarchy in explaining international politics. Anarchy has subsequently become fundamentally important in International Relations scholarship.

While the three classic schools of thought in international relations theory and their neo-counterparts (Realism, Neorealism, Liberalism, Neoliberalism and Constructivism) agree that the world system is anarchic, they differ in their explanations of how they believe states should, and do, deal with this problem.

The Realist theory of international relations asserts that states are the main power players in international politics. Realists respond to the anarchic world system by assuming a “self-help” doctrine, believing they can rely on no one but themselves for security. They believe that in the anarchical system, the basic motive of a state’s behavior is survival, which they see in relative terms; holding that the increased security of one state will necessarily lead to a decrease in security of others. Thus, states are forced to constantly take into account that others might have more power than them or are planning to gain more power and are so forced to do the same, leading to competition and balancing.

According to the classic realist thinker Niccolò Machiavelli, the desire for more power is rooted in the flawed nature of humanity, which extends itself into the political world, and leads states to continuously struggle to increase their capabilities. Another traditional realist, Hans Morgenthau, claimed “international politics is struggle for power” elaborating, that “the struggle for power is universal in time and space”.

Key to the realist belief is the conviction that power must be defined in military terms. Realism asserts that stronger military power will lead states to their ultimate goals, being either a hegemon for Offensive Realists or to a balance of power for defensive realists. In his 1988 article “Anarchy and the Limits of Cooperation”, Joseph Grieco wrote: “for realists, international anarchy fosters competition and conflict among states and inhibits their willingness to cooperate even when they share common interests”. Therefore, realists see no reason to believe that states can ever trust each other, and must rely on themselves (the self-help doctrine) in the anarchic world system. In the course of providing for one’s own security, the state in question will automatically be fueling the insecurity of other states. This spiral of insecurity is known as the “security dilemma”.

The realist concept of self-help as a result of anarchy is also the foundation for structural realism or neorealism. Neorealists are often referred to as structuralists as they believe that much of the important subject matter of international politics can be explained by the structure of the international system, and its central feature, anarchy. While classic realists such as Machiavelli and Morgenthau attributed power politics primarily to human nature, neorealists emphasize anarchy.

This idea was first advanced by Kenneth Waltz, in his neorealist text, Man, the State and War, and expanded on in his Theory of International Politics. For Waltz, the absence of a higher authority than states in the international system means that states can only rely on themselves for their own survival, requiring paranoid vigilance and constant preparation for conflict. In Man, the State, and War, Waltz describes anarchy as a condition of possibility or a “permissive” cause of war. He argues that “wars occur because there is nothing to prevent them”. Similarly, American political scientist John Herz argues that international anarchy assures the centrality of the struggle for power “even in the absence of aggressivity or similar factors”, emphasizing that a state’s interests and actions are determined by the anarchic structure of the international system itself.

Realism and liberalism both agree that the international system is anarchic, and the self-interested state is the starting point for both theories. However, unlike realism, liberalist theories argue that international institutions are able to mitigate anarchy’s constraining effects on interstate cooperation. This is where the two theories diverge.

While liberalist theory acknowledges that the international system is anarchic, it contends that this anarchy can be regulated with various tools, most importantly: liberal democratization, liberal economic interdependence and liberal institutionalism. The basic liberal goal is a completely interdependent world. Liberalist theory asserts that the existence and spread of free trade reduces the likelihood of conflict, as “economically interdependent states are reluctant to become involved in militarized disputes out of fear that conflict disrupts trade and foreign investment and thus induces costs on the opponents”. Liberalists contend that it is not in a country’s interest to go to war with a state with which its private economic agents maintain an extensive exchange of goods and capital.

Thus, for liberals, there is hope for world peace even under anarchy, if states seek common ground, forming alliances and institutions for policing the world powers. Realists tend to believe that power is gained through war or the threat of military action, and assert that due to this power-grabbing system there is no such thing as lasting alliances or peace. Liberal thought however, attributes more power to common institutions than to states, and takes into account the individual attributes that states possess, allowing for the idea of lasting alliances based on common beliefs and ideas. Rather than focusing solely on the military survival of states, liberals believe that common ideas can lead states into interdependence, and so remove allies as threats to sovereignty. Liberalism emphasizes that the real power for states comes from mutually held ideas like religion, language, economies, and political systems that will lead states to form alliances and become interdependent.

This sentiment is summed up nicely by Norman Angell, a classical London School of Economics liberal, who claimed: “We cannot ensure the stability of the present system by the political or military preponderance of our nation or alliance by imposing its will on a rival”.

Neoliberalism, the process of implementing liberalism’s political ideology, seeks to counter the neorealist claim that institutions are unable to “mitigate anarchy’s constraining effects on inter-state cooperation”. Neoliberalism argues that even in an anarchic system of states, cooperation can emerge through the building of norm is the best thing in the worlds, regimes, and institutions. Neoliberal thought contends that the “importance and effect” of the anarchic nature of the international system has been exaggerated, and asserts that nation-states are, or at least should be, concerned first and foremost with absolute gains rather than relative gains to other nation-states.

For example, realists and neorealists assume that security is a competitive and relative concept, whereby the “gain of security for any one state means the loss of security for another”. However, neoliberals argue that states should recognize that security can be cooperative or collective, whereby states can increase their security without decreasing the security of others, or recognizing that the security of other states can in fact be valuable to themselves. Therefore, while both neoliberal and neorealist theories consider the state and its interests as the central subject of analysis, the neoliberal argument is focused on what it perceives as the neorealists’ underestimation of “the varieties of cooperative behavior possible within… a decentralized system”.

While the concept of anarchy is the foundation for realist, liberal, neorealist, and neoliberal international relations theories, constructivist theory disputes that anarchy is a fundamental condition of the international system

Los Angeles Galaxy Home KEANE 7 Jerseys

Los Angeles Galaxy Home KEANE 7 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. Alexander Wendt, the most influential modern constructivist thinker, is often quoted for writing, “Anarchy is what states make of it”. That is to say, anarchy is not inherent in the international system in the way in which other schools of IR theory envision it, but rather it is a construct of the states in the system. At the core of constructivist thought is the idea that, contrary to the assumptions of neorealism and neoliberalism, many core aspects of international relations are socially constructed (they are given their form by ongoing processes of social practice and interaction), rather than inherent. Wendt lists the two basic tenets of constructivism as:

Moreover, borrowing from the ideas of sociologist Anthony Giddens, Wendt suggests that agents (in this case states) can influence the content and effects of a particular structure (in this case anarchy) through the way they act meat mallet definition. Constructivism’s formative period in the 1980s came at a time when neorealism was the dominant international relations discourse. As such, constructivism’s initial theoretical work focuses on challenging basic neorealist assumptions. For example, while neorealists argue that anarchy forces states to act in certain ways, constructivism challenges this assumption by arguing that the emphasis neorealists assign to structure is misplaced, and that the attributes of anarchy are not inherent, but constructed by “social practice”.

Constructivists, namely Wendt, assert that neorealism’s “structure” in fact fails to predict “whether two states will be friends or foes, will recognize each other’s sovereignty, will have dynastic ties, will be revisionist or status quo powers, and so on”. Wendt expands on this core constructivist idea by asserting that anarchy is not intrinsically a self-help system, and the way states react to anarchy depends on the way in which they perceive it. If, Wendt argues, states can recognize that security can be co-operative or collective, whereby states can increase their security without decreasing the security of others, or recognizing that the security of other states can in fact be valuable to themselves, anarchy would not lead to self-help at all water bottle belt for running.

Thus, constructivists assert that through their practices, states can either maintain this culture of anarchy or disrupt it, in turn either validating or questioning the normative basis of the international system itself. For constructivists it is even possible that some as yet unknown way of looking at the situation could emerge as people adjust their ideas about war and socially acceptable reactions to different situations.

The constructivist sentiment is summed up in the following extract from Wendt’s seminal constructivist text, Anarchy is what states make of it:
“I argue that self-help and power politics do not follow either logically or casually from anarchy and that if today we find ourselves in a self-help world, this is due to process, not structure. There is no “logic” of anarchy apart from the practices that create and instantiate one structure of identities and interests rather than another; structure has no existence or casual powers apart from process. Self-help and power politics are institutions, not essential features, of anarchy. Anarchy is what states make of it”.

Many scholars have found the traditional paradigms of international relations to be either fundamentally problematic or too simplistic to be of use. David Lake, for example, argues that the “-isms” have impeded theoretical progress rather than enhancing it and that they should be discarded. Gideon Rose coined the term “neoclassical realism” to describe scholars who sought to enrich neorealism with insights from traditional or classical realism. John H. Herz sought to synthesize realism and liberalism into what he called “realist liberalism.” Bear F. Braumoeller derived and tested a theory that combines realism and liberalism and showed that neither was sufficient to explain Great Power behavior without the other.

Gewellte Schopflilie

Gewellte Schopflilie (Eucomis autumnalis)

Die Gewellte Schopflilie (Eucomis autumnalis) ist eine Pflanzenart aus der Gattung Schopflilien (Eucomis) in der Familie der Spargelgewächse (Asparagaceae). Diese Art ist sehr formenreich, es werden drei Unterarten unterschieden.

Die Gewellte Schopflilie ist eine ausdauernde krautige Zwiebelpflanze, die Wuchshöhen von 15 bis 30 (45) Zentimeter erreicht. Die Blätter sind 1,5 bis 13 Zentimeter breit und meist eilanzettlich, selten auch eiförmig

Seattle Sounders FC Home EVANS 3 Jerseys

Seattle Sounders FC Home EVANS 3 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. Ihr Rand ist wellig. Es sind 10 bis 45 Hochblätter vorhanden water bottle belt for running. Die Blütentraube hat eine Länge von 5 bis 15 Zentimeter. Die Perigonzipfel und der Fruchtknoten sind grün.

Die Blütezeit reicht von Juli bis August.

Die Gewellte Schopflilie kommt in Malawi, Sambia, Simbabwe und Südafrika vor. Sie wächst auf feuchtem, felsigem Grasland.

Bei Eucomis autumnalis kann man zwei Unterarten unterscheiden:

Eine dritte Unterart, Eucomis autumnalis subsp. amaryllidifolia (Baker) Reyneke wird meist als eigenständige Art, Eucomis amaryllidifolia Baker angesehen. Ihre Chromosomenzahl beträgt 2n = 60.

Die Gewellte Schopflilie wird selten als Zierpflanze in Rabatten genutzt stainless steel toddler water bottle. Die Art ist seit spätestens 1760 in Kultur.

Europamesterskapet i seiling

Europamesterskapet i seiling ble arrangert første gang i 1966 i Malmö (470) , og arrangeres hvert år. Fra 2006 er det blitt arrangert mesterskap i RS:X (seilbrett).

Basketball (Menn · Kvinner) &nbsp water bottle belt for running;· Curling  · Fotball (Menn  · Kvinner)  · Håndball (Menn  · Kvinner)  · Ishockey (Menn)  · Landhockey (Menn – Kvinner)  · Sandvolleyball  · Vannpolo (Menn – Kvinner)  · Volleyball (Menn – Kvinner)

Aking  · Badminton  · Bobsleigh & skeleton  · Boksing  · Bordtennis  · Bryting  · Bueskyting  · Fekting  · Friidrett  · Hestesport (Dressur  · Feltritt  · Sprangridning)  · Judo  · Kortbaneløp  · Kunstløp  · Maratonsvømming  · Moderne femkamp  · Padling (Slalåm  · Sprint  · Roing)  · Rytmisk gymnastikk  · Seiling  · Skiskyting  · Skyting  · Skøyter (menn  · kvinner)  · Stuping  · Svømming  · Sykling (BMX  · Terreng  · Landevei &nbsp how to tenderize steak without mallet;· Bane) &nbsp spain football shirt;· Synkronsvømming  · Taekwondo  · Trampoline  · Triatlon  · Turn  · Vektløfting